63 / 260
46
— Je g gik til B roderen , som ligeledes n ylig var kom
men hjem fra K irk e , og for ham frem førte jeg min B øn
paany.
Den samme Scen e gjentog s ig : Manden, en stor,
svæ r B on de, lo hjertelig og meente, der kunde ikke blive
N oget a f det. Han skjænkede V iin i to G las, stødte til mit
med den sædvanlige D rik k eh ilsen : «N aa, S k a a l!» og vi
drak sammen.
Je g havde ingen Mad faaet hele Dagen, var flov og
mat i det og havde heller ingen Pen ge til at faae N oget for,
saa V inen opmuntrede m ig.
D erefter reiste Jantzen sig og
aabnede Døren til en R æ k k e Stu er, alle i u forfalsket hol
landsk S tiil. Han førte m ig stolt igjennem sine H erligheder,
og da vi kom tilbage til Storstu en , sagde h a n :
«H an seer, vi har Stu er nok, saa det er ik ke a f Mangel
paa Plads, jeg ikke vil have H am .»
L id t efter tog jeg A fsked , og han fulgte m ig ud i
Porten .
« Ja , nu skal jeg alligevel betænke mig lidt paa det,»
sagde han, «og tale herom med de Andre i B yen .
Om
fjorten Dage kan Han høre ind paa Am agerbro hos H økeren,
hvor jeg kjøber mine V arer, saa skal Han faae mit rigtige
S v a r .»
Je g takkede og vandrede hjem til Kjøbenhavn, i aandelig
Forstand aldeles beruset af, hvad jeg havde seet.
F jorten
D age senere hentede jeg mit S v a r hos Høkeren.
Jantzen s
vilde modtage m ig for en K ro n e om Dagen, som V ederlag
for T ag o ver H ovedet og fuld Fo rplein in g. Det var b illig t;
men jeg eiede ikke saa mange Penge og krym pede m ig ved
at ty til min Moder, der havde saa lidt i F o rveien .
Je g
blev dog nødt til det, og hun og min B ro d er skaffede
Pengene tilveie.
Je g flyttede ud til H ollæ nderby,
og