62 / 260
45
Landet.
O ftest havde jeg ingen Penge til Fortæ ringen
underveis.
Je g er ham megen T ak sk yld ig; thi det er
ham, der er A arsag til, at jeg kom til at gjøre mine første
Studier paa Am ager.
Han siger en Dag til m ig:
«N u skulde Du arbejde til den Neuhausenske Præm ie.
Det er en B arn edaab, der skal males. G aae ud paa Am ager
og gjør dine Stu d ier, ikke Paaske Søndag, men Mandagen
derefter, for saa døbes der.» — Det gjorde jeg og gik til
fods til H ollæ nderby.
A lle Folken e vare i K irk e ; de Faa,
jeg mødte, stirrede paa mig a f Forundring.
1
den Tid kom
K jøbenhavnerne aldrig ud paa Am ager.
Je g blev viist hen til en rig Gaardmand, som boede
midt i B yen , og satte mig roligt ned, til de kom fra K irke.
Je g saae og saae her et heelt nyt og karakteristisk Stof,
ikke belyst a f A telierets matte Skæ r, men a f Virkelighedens
klare D aglys.
Det var et herligt Syn , som bragte mit
Hjerte til at banke.
Fo lk en e kom hjem i deres skjønneste
Am agerpuds, saavel Mænd som K vinder og Børn.
Je g
reiste m ig og frem satte i al Beskedenhed, men ikke uden
en vis Forlegen h ed, mit Æ rin d e , forklarede Bonden, at jeg
arbeidede til en Præm ie, og spurgte om Tilladelse til at bo
i hans G aard , medens jeg tog Studier.
Manden saae længe op og ned ad mig, brast saa i en
hjertelig L atter og slog mig paa Sku ld eren : «N ei, F a e r ,
det skal vi dog ikke have N oget a f; her kjender vi ikke til
saadant N o get.»
Han læste vel Skuffelse i mit A n sigt, thi
han føiede godm odig til: «Men Han kan jo for den Sags
Skyld gjerne høre over hos min B roder, Ziebrendt Jantzen ,
de er kun dem selv og saa en halvvoxen Dreng, medens
je g har en voxen P ige.
Det kan jo væ re, de vil tage
Ham derovre.»