64 / 260
47
dette B esø g blev skjæ bnesvangert for min K unst.
Je g ar-
beidede med brændende L y s t fra den tidlige M orgen; mere
og mere greb Stoffet m ig.
Men naar Søndagen kom, sad
H jertet i min H als. Je g skulde da ud og møde min B roder
vedT aarn b y K irk e .Han kom med Pengene, inde
fra
Kjøbenhavn, og jeg vidste jo, hvor haardt min Moder havde
for at skaffe dem tilveie.»
E x n e r tav lidt og saae ud ad Vinduet.
Hans Øine
vare vaade, medens B lik k e t ligesom søgte om mellem disse
fjerne S y n e r, som hans F o rtæ llin g fremmanede.
« Ja , saa blev A rbeidet fæ rdigt, sendt ind til Kom iteens
Bedømmelse og — forkastet.»
« F o rk a ste t!»
« Ja ,
forkastet. Sen ere fik jeg at vide, at det var
Professor Lu nds S k y ld , fordi Kompositionen i mit Arbeide
ikke
var, som han
læ rte os den.
Je g havde brudt med
Akadem iets T rad itio n er og var saaledes nok egenlig den
Første, der betraadte den realistiske Vei herhjemme.
Je g
fortvivlede, havde intet Su jet, saae intet B illede, sad modløs
hen, var tom , saa det var en Y n k .
Am agerne rystede paa
Hovedet.
Om Søn dagen vare vi i K irk e i Hollænderby.
Jeg sad og saae paa alle de søde, smaa Am agerbørn i deres
fuldstændige D ragter, og da jeg kom hjem, satte jeg mig
uden M odel, efter Hukomm elsen, til at tegne en lille Pige,
den gyldne H uepryd, T ørklæ det og alt det.
Imens var der
kommen en rig K o n e fra D ragør i B esø g hos min Vært.
Han fortalte om den stakkels Maler, der boede hos ham
for at tegne dem af, og Konen fik L y s t til at see hans
Arbeide.
Da hun fik Ø ie paa Barnehovedet, jeg malede,
stod
hun lidt taus, saa trak hun
paa Munden og paa
Næsen med.