CarlEtlarsMinder

«M eget godt, meget g o d t,» sagde Prindsen og gik

videre, medens jeg, rød og forlegen, reddede m ig bag et

Fo rhæ n g.» —

Dermed reiste Selsk ab et sig fra B ord et og bød hin

anden. G odnat.

Næ ste Form iddag agtede P ro fesso r E x n er

at drage nogle Dage i B esø g til K olding.

« B liv ikke for længe borte fra Søn derho,» sagde

B ro sb øll til A fsked i Døren.

«H usk der staaer sk re v e t:

A rbeid mens det er D ag ; Natten kommer, hvori Ingen kan

arbeide.»

De to Venner rakte hinanden Haanden med et for-

staaende og alvorsfuldt B lik .

Saa skiltes de.

P ro fesso r E x n er gik op i sit lille Væ relse, hvis smaa

R u d er skinne frem mellem den hundredaarige Efeus B lad e.

H er oppe fra har han i mange A ar seet ud over den stille

B y , hvis B eb oere, Sæ der og Eiendomm eligheder han har

foreviget i sine M alerier.

C arit E tlar fulgte langsom t den sandede Vei mellem

Marehalm og Tim ian ud til det lille Huus i K littern e, som

han havde valgt til sit Somm eropholdssted.

Den gam le

D igters svæ re S k ik k else, iført en lys Somm erdragt, fo r

svandt i Tusm ørket, medens V esterhavets fjerne Brumm en

og Maagernes S k rig lød ind over Landet — en af disse

storslaaede jysk e Vesterhavsegne, som han har skildret i

Væ rker, hvis F a rv e r T ider og Kem i ikke vil blege.

Mestrene hvilede ud i deres Væ rksteder efter vel fuld

bragt G jerning.