65 / 260
«H vad skal det blive til?» sagde hun; «det er jo reent
fo rk eert altsammen.
Kom da heller ned og besøg m ig i
D ragør, saa skal jeg klæde min lille P ige rigtig paa for
Ham .»
Je g tog sjæleglad mod T ilb u det, aftalte D agen, og saa-
ledes kom jeg til D ragør.
K onen førte den lille P ig e ind
til mig i hendes fulde Stads og bøjede sig o ver hende.
1
samme Nu sprang Su jettet til « E t B esø g hos Bedstefader»
lyslevende frem hos mig.
B illed et var givet.
K onen blev
til den unge P ig e , jeg selv var B edstefaderen, og der stod
B arn et!
Saaledes blev d e t B illed e til.
«Præ sentationen
for en M usikkjender» kom forresten senere frem om trent
paa samme Maade.
En K o n e førte sin D reng ind til m ig,
for at jeg skulde beundre hans V iolin sp il, der var ganske
forfæ rdelig falsk. Det spørgende Stolthed sud tryk i Moderens
A n sigt slog m ig; jeg selv blev til K jenderen, der slaaer T akt
med Foden.
Ja , alle mine S ty k k e r har jeg egenlig selv
oplevet paa en eller anden Maade. — Men hvor var det
nu, jeg slap?»
«Syn tes K om iteen om B esø get hos B edstefader?»
«A a ja.
Je g kan saaledes kun væ re glad o ver, at de
forkastede B arn ed aab en , ellers havde B esø get aldrig seet
Dagens L y s . — Je g havde med V illie ladet den gam le
Mand klæde sig i daarligt, lappet T ø i; det blev der anket
noget o v e r; men Publikum modtog det godt, og man litho-
graferede det.
Lu nd blev lidt m isundelig herover og sagde
en D ag til m ig:
«H vo r komm er det sig egen lig, at Deres S ty k k e r
blive lithograferede.
Den Æ r e er saamænd aldrig hændet
mig.
M ine A rbejd er ere dog historiske, medens Deres blot
ere folkelige.»
4 8