69 / 260
En Daab paa Ahlheden.
Hvorledes Carit Etlar fik sit Navn.
♦
u til Heden, til den m ørkebrune L y n g , hvor H jeilens
Piben blander sig med V estvindens sørgm odige Su k .
H ører Du dens hule og langtrukne L y d , som a f og til
træ nger hen over dehvide K litb jerge P
D et er
H avet
udenfor, som drømm er; selv i Sø vn e maa det klage.
A lt
er stort og taust og høitideligt her som i en K ir k e ; man
frygter for at krænke Stedets Andagt. L an gstrakte B an k er,
gjennem furede a f H uller og R e v n e r, der ligne dybe A r,
som S o llyse t klæder i brunt og A ftenrøden i vio let F lø jl,
drage deres
bølgende L in ier hen over Landskabet.
Hvad
Du seer a f grøn t paa denne Valplads, hvor Kæm pegravene
hist og her rage frem med deres smaa runde T oppe, ind
skræ n ker sig til en en lig G yv elb u sk , under hvilken U r
fuglen ruger sine K y llin g e r, en tynd R æ k k e R ev lin g ek rav l,
hvis sorte B æ r B ro k k en i A ften besøger, nogle smaa og
forkrøblede E ge- eller B irk eb u sk e, hævede lidt over L yn g e n ,
Skam støtter for dem, der huggede og brændte de gam le
T ræ er og gjorde Sko vlan d et til en Ø rken.
Svalen sk yer
denne E g n , alle San gfu gle flyve i T ræ ktiden henover den,