82 / 260
Sangen. Jerichau gik omkring med sin Hat. Enhver Gjæst
skulde give en Søsling til Sangerne. Han selv gav fire og
en Mængde af de nybagte Æbleskiver, som Pigen nylig havde
sat ind paa Bordet.
Midt i Larmen lød pludselig en Snedkers hvislende
Høvl, og man opdagede til stor Forbauselse i Selskabet en
fremmed Mand, som uden at tage Notits af Musiken, af alle
Livsens Kræfter høvlede paa det ene Strygebrædt med alle
de Lyde, en Høvl formaaer at frembringe. Det viste sig
ved nærmere Eftersyn at være vor udmærkede Lithograf
Kaufmann, der foruden sine øvrige Gaver havde et stort
mimisk Talent. Han benyttede Øieblikket til ubemærket at
forvandle sit Ydre til én sammenfalden, udslidt Haandværkers,
der med stor Akkuratesse og Andagt førte et Stykke Brænde
frem og tilbage som Høvl over Strygebrædtet, tog Maal og
sled i sit Ansigts Sved, medens han efterlignede Lyden af
det forskjellige Værktøi. Pludselig greb han en Stok, Sned
keren forvandledes med nogle Strøg gjennem Haaret og over
Ansigtet, i Alles Paasyn, til en alenlang, tynd Musiker, der
med himmelvendte Øine udførte en sværmerisk Komposition
til almindelig Henrykkelse.
Midt i dette Extranummer aabnedes Døren paaklem, og
et gammelt Kvindehoved, omgivet af Krøller eg en dirrende
Kappe, blev stukket ind i Stuen.
«De Herrer maa ikke allarmere hele Nabolavet. Folk
staae stille ude paa Gaden og paa Trapperne for at lytte,»
sagde hun med en skarp og irettesættende Stemme. «De
jager sandfærdeligen mine Logerende ud af Huset i denne
rare Helligaften.»
Jerichaus Gjæster tabte et Øieblik Fatningen; men
Hans Kruse reddede Situationen, idet han sprang frem ior
5