84 / 260
67
Gjerning fulgte paa Ordet. Enhver greb et Stykke af
Jerichauernes Eiendele, og i næste Øieblik vandrede et lystigt
Tog op ad Trapperne til tredie Sal med Kruses Tromme
hvirvler i Spidsen og Anton Melbys Guitarspil som Bagtrop.
Udvandrerne naaede dog ikke længere end til anden Sal, før
Værtinden indhentede ^dem og med sit venligste Ansigt bad
den kjære Jerichau om endelig ikke at tage hendes Spøg
saa alvorlig, eller at forlade hende paa denne Maade og gjøre
hende ulykkelig i hele den hellige Paaskefest. Resultatet
blev, at Toget vendte og begav sig tilbage til Stuen.
Gildet fortsattes i al sin Høitidelighed, Skaaler udbragtes:
«Og dette skal være vor Jerichaus Skaal!» Punschebollen
tømtes, Midnat kom, Afskedstimen slog. Den Ene paastod
at ville følge den Anden hjem. Hele Skaren vandrede op
gjennem Kjøbmagergade.
Foraarsnatten var smuk og lys, og Maanen skinnede.
Selskabet følte sig i en løftet Stemning og fulgtes ad ud af
Porten. Ved de smaa Søer standsede man og fandt paa den
sublime Ide at løsne en af de to Baade, som laae bundne
ved Bredden, og hele Selskabet gik tilsøes. Kruse roede,
Jerichau styrede. Carl sad ved hans Side. Hen over Byens
Huse lød Paaskemorgenens Basuner ud fra Frue Kirketaarn.
Langs med Haverne og den høie Trærække, som indhegnede
Søen, hvilede Alt endnu i Dæmring og Mørke, som det Ube-
kjendte, Fremtiden, mod hvilken hele denne friske Ungdom
styrede. — Ned over Søen faldt det klare Maanelys og
dannede en sitrende Sølvstribe langs med Baadens Stavn og
Sider — det var Øieblikkets lyse Haab, som fulgte dem.
Anton Melby sang en alvorlig og høitidelig Arie. Hans
Kruse afbrød ham, medens han hvilede sig paa Aarerne, og
udbrød:
5*