90 / 260
73
hans Fornavn. Sproget i disse smaa Noveller er allerede
mærkværdig fyndigt og eiendommeligt. «Organisten» be
gynder saaledes:
«Det er Vinter. Landskabet er øde og nøgent. Nede
i en Dal, der, hvor Veien dreier om til Houer, laae engang
et ensomt lille Bondehuus, omgivet af et ubetydeligt Stykke
Agerland, som i Mands Minde kun havde været beplantet
med Kartofler og Roer. Hytten var tækket med Straa og
Riisgrene, skrøbelig og ussel, og hvert Vindstød truede med
at rive den over Ende.»
Efterhaanden som Brosbølls literaire Virksomhed ud
foldedes, forsømte han lidt efter lidt Akademiet.
Han
gjennemgik dog alle dets Klasser, naaede Modelskolen, for
sømte heller ingen af Professor Steins aandrige Forelæsninger
og vandrede trøstig gjennem Gaderne i sin plettede Maler
bluse.
Udbyttet af denne samlede Virksomhed maa dog have
været ringe, idet han engang, da han blev indlagt paa
Frederiks Hospital, bad Overlægen om at maatte forlænge
sit Ophold derinde, efter at være bleven udskrevet.
«Hvorfor?» spurgte Lægen.
«De koger saa god Grød herinde,» forklarede Brosbøll.
Lægen smilede og forstod ham uden Tvivl. Brosbøll
blev endnu nogen Tid paa Hospitalets styrkende Kost og
følte sig i dette «sorgfrie Paradiis» inspireret til at skrive
et Indledningsdigt til «Smuglerens Søn».
Det var en Lykke for Brosbølls spirende Talent, at
den literaire Udvikling netop dengang befandt sig i Roman
tikens Tidsalder, som seierrig havde fortrængt den stoie
franske Revolutions i Bund og Grund natuialistiske Mate
rialisme. I Trediverne og Fyrrerne herskede den historiske