92 / 260
fik den saaledes til at tale med anskuelig Kraft, en Frem-
gangsmaade, der skaffede Venner, men ogsaa Modstandere
iblandt en til høiere Sentimentalitet udviklet Clique.
Medens Carit Etlar opholdt sig paa Hospitalet, modnedes
hos ham en længe vaklende Beslutning. Han indsaae, at
han her i Universitetsstaden vedblivende vilde betragtes som
en Løsgænger paa Parnasset, hvis han ikke fik det akade
miske Stempel og blev Student. Han havde lige fuldendt
«Smuglerens Søn», et Værk, han næppe dengang har troet
skulde opnaae de mange Oplag, der i Løbet af tresindstyve
Aar blev det tildeel.
Et Brev, som han skrev herom til H. C. And ersen , er
betegnende for hans Mangel paa Tillid til egen Kritik. Dette
Brev findes i H. C. Andersens Stambog, der opbevares paa
det store kongelige Bibliothek.
Her er dets Ordlyd:
«Uden Tvivl vil De undres over, hvorledes jeg,
som et Dem aldeles ubekjendt og fremmed Menneske,
vover at henvende mig til Dem med Bøn om at gjennem-
læse hosliggende Manuskript og bedømme dets Værd;
men efter at jeg i disse Linier har ytret Grundene,
som bevægede mig dertil, haaber jeg, at De tilgiver
min Dristighed.
Min Herre! Jeg er et simpelt, ubekjendt Menneske,
der i en Alder af
21
Aar har prøvet mere end de fleste
Andre af hvad Skjæbnen giver, naar den vender sin
sorteste Side til. Jeg staaer saa temmelig ene i Livet,
uden at have Andet at stole paa end et sundt Legeme,
et godt Mod og et tillidsfuldt Haab for Fremtiden.
Hvis det er sandt, hvad Folk siger, har Deres Liv
ikke heller været lutter Solskin; man fortæller, at der
75 '