113 / 307
med de for Fremmede aabnede Havnestæder. — Man svarede ham, at i
Betragtning af de talrige Vanskeligheder, der stode i Vejen for hans
Forslag, kunde dette ikke billiges.
1
1865 stillede den russiske Minister, General V lan ga ly , Forslag om en
Telegraflinie (Peking-Kjachta, jfr. Afsnit III), som den kinesiske Regering
selv skulde udføre. — Man svarede ham, at Kina naturligvis gerne vilde
gaa ind paa en saa god Ide, dersom det ikke frygtede for, at Linien
vilde blive beskadiget.
I 1870 rejste endelig den britiske Minister, Mr. Wade , Spørgsmaalet
om at lægge en undersøisk Telegraftraad (jfr. Afsnit III) og forklarede
Forskellen mellem en saadan og en overjordisk Traad, som der hidtil
havde været Tale om. — Man svarede, at det var umuligt at garantere
et saadant Kabels Sikkerhed i de indre kinesiske Farvande, hvor der
findes Pirater og andre Voldsmænd, som Regeringen ikke kan lægge
Haand paa. Det vilde derfor være umuligt at komme til en Forstaaelse.
I sit Svar erklærede Mr. Wade, at da Regeringen ikke ønskede at tilstede
Kablernes Landing, kunde man jo skelne mellem Kabler og Landlinier. —
Man svarede hertil, at Regeringen ikke vilde vaage over de undersøiske
Kabler, og at deres Sikkerhed ikke vedrørte de lokale Myndigheder.
Alt dette beviser, at de Beskadigelser af Telegrafkablerne, som nu finde
Sted, forlængst have været forudsete af Tsungli-Yamen. Man havde ikke
Midler til at skride ind mod Voldsmændene.
Ikke destomindre vil man i Besvarelse af de forskellige Noter og i
Betragtning af, hvad der skyldes Venskabet og den gensidige Velvilje,
tilskrive General-Guvernørerne og Øvrighederne i Kystdistrikterne, at de
skulle instruere de lokale Myndigheder om at overveje, hvilke Forholds
regler der kan træffes til Kablernes Beskyttelse, og derefter bringe dem
til Udførelse.
Ovennævnte Skrivelse, der blev tilstillet alle Gesandtskaberne i Peking,
som havde deltaget i Henvendelsen til Tsungli-Yamen, indeholdt ikke alene
en Anerkendelse af Selskabets Kablers Tilstedeværelse og Virksomhed paa
kinesisk Territorium, men den tilsagde dem ogsaa Regeringens Beskyttelse.
Vanskeligt kunde Tsungli-Yamen have udtalt en større Anerkendelse af Sel
skabets Politik og Fremgangsmaade end den, der her blev det til Del ved
Anførelsen af alle de tidligere Tilfælde, hvor man havde
afslaaet
europæiske
Stormagter lignende Begunstigelser. Lige saa lidt som General Raasløff i sin
Note havde indladt sig paa at berøre de Forhold, under hvilke Selskabets
Kabler vare bievne landede, lige saa lidt fandt den kinesiske Regering An
ledning til at relevere dem. At den danske Minister gik ud fra den fuldbyrdede
Kendsgerning, var kun klog Politik; men at den kinesiske Regering holdt