19 / 307
I.
DEN ELEKTRO-MAGNETISKE TELEGRAF OG DENS INDFØRELSE
I NORDEN.
en Dag er endnu i Mands Minde, da Verden første Gang hørte
Tale om den elektro-magnetiske Telegraf — i Begyndelsen som
et Kuriosum, et videnskabeligt Legetøj, snart efter som et nyt
tigt Tilbehør til de nylig indførte Jernbaner og endelig som en
selvstændig Institution, der inden ret længe skulde hidføre
gennemgribende og frugtbringende Omvæltninger i mange af Livets Forhold,
paa Videnskabens, Politikkens, Handelens og det daglige Livs Omraader.
Omtrent et halvt Aarhundrede er forløbet, siden de første korte Telegraf-
traade udspændtes, og i dette Øjeblik se vi hele Jordkloden omspunden af
et Telegrafnet, hvis samlede Traadlængde udgør henved tre Millioner
engelske Mile.
Tanken om at udnytte den af H.
C. Ø r s t e d
i 1820 opdagede elektro
magnetiske Kraft i Forbindelse med et Signaleringssystem, der kunde afløse
den hidtil benyttede temmelig mangelfulde »optiske Telegraf« (Semaforerne),
havde allerede i en længere Aarrække sysselsat Sindene. Æren for at have
løst dette Problem, der skulde faa en saa vidt rækkende Betydning, maa, hvis
enkelte skulle nævnes, hvor saa mange have bidraget til det lykkelige Resultat,
fortrinsvis tilkendes: Tyskerne
G a u ss , W e b e r
og
S t e i n h e i l ,
Englænderne
C o o k e
og
W h e a t s t o n e
og Amerikaneren
M o rs e .
Af de nævnte Mænd lykkedes det
i 1833 Gauss i Göttingen at frembringe elektriske Lydsignaler mellem to Sta
tioner, der vare forbundne ved en Dobbeltledning; disse Forsøg fortsatte og
udvidede han i Forbindelse med Weber, medens Steinheil i München i 1837— 38