DetStoreNordiskeTelegrafSelskab

Planen i lange T ider vil blive gennemført, medmindre den meteorologiske

Interesse, der knytter sig til daglige Vejrberetninger fra Island og Grønland,

skulde bringe Regeringerne til kraftigt at støtte Oprettelsen af en telegrafisk

Forbindelse med disse Punkter, saa har det Store Nordiske Telegraf-Selskab

næppe tabt ved, at Planen foreløbig er lagt ad acta, thi de transatlantiske

Telegrafselskaber have allerede i en Række af Aar ført en temmelig kum

merlig Tilværelse paa Grund af Konkurrencen mellem de 10 Linier, der for

Øjeblikket forbinde Europa med de Forenede Stater. Derimod var det »The

Anglo-American Telegraph Company’s« heldige Etablering af de første trans

atlantiske Kabler, der indirekte skulde blive Aarsag til den Udvidelse mod

Øst, i Stedet for mod Vest, der fra et begrænset europæisk Foretagende

hævede Store Nordiske til et Verdensforetagende af første Rang og skaffede

det baade Æ ren og Fordelen af at tilføre Japan og Kina, d. v. s. en Befolk

ning, der tæller Hundreder af Millioner, Telegrafens Goder.

Allerede i 1854, altsaa samtidig med, at man for Alvor begyndte at

beskæftige sig med Planen om undersøisk at forbinde Europa og Amerika

ved transatlantiske Kabler, tænkte man sig Muligheden af overjordisk at til

vejebringe telegrafisk Forbindelse mellem de to Verdensdele ad en uhyre

Omvej, nemlig ved fra Europa at føre en Landlinie ud gennem Sibirien og

fra de Forenede Stater en Landlinie op gennem Britisk Nordamerika og

Alaska, og saa at fuldstændiggøre Forbindelsen ved at lægge et kort Kabel

over Berings-Strædet.

Flere Projekter i denne Retning bleve forelagte den

russiske Regering (bl. a. ogsaa af den utrættelige Oberst Shaffner), og omsider

i 1865 tilstod denne et amerikansk Landlinieselskab »The Western Union

Telegraph Company« Koncession paa et saadant Anlæg, idet Regeringen selv

paatog sig at føre en Landlinie gennem Sibirien ud til Nicolajewsk ved

Amur-Flodens Udløb i det Stille Hav, medens Amerikanerne skulde paatage

sig det endnu mere møjsommelige Arbejde derfra at føre Linien op i de

arktiske Regioner til Berings-Strædet, over — eller rettere under — dette og

gennem Alaska ned til de Forenede Stater.

Arbejderne paabegyndtes da

ogsaa baade i Sibirien, hvor man dog i 1868 kun var naaet ud til Stretinsk,

og i Amerika, hvor Arbejderne næppe skrede hurtigere frem; men den heldige

Etablering af de første transatlantiske Kabler i 1866—67, der aabnede en

langt kortere og lettere Kommunikationsvej mellem de to Verdensdele, bragte

Amerikanerne til at opgive Foretagendet, og det gjaldt nu for den russiske

Regering om at finde anden frugtbringende Anvendelse for den paabegyndte

sibiriske Linie foruden den Nytte, denne selvfølgelig altid vilde have for Rus

lands og Sibiriens interne Trafik.

I saa Henseende havde Regeringen alt længe haft Øjet aabent for den

sibiriske Linies Betydning som den korteste og naturligste Telegrafvej mellem

—