193 / 449
175
aldeles ikke behøvede at censureres, men kunde udgives paa Forfatterens
eget Ansvar. I dette sidste Punkt betegnede saaledes Udkastet et Frem
skridt fra Pontoppidans Tid, men desuagtet vakte den anførte Bestemmelse
i høj Grad Kancelliets Betænkelighed. En af de voterende l) udbrød endog
patetisk, at han ikke ønskede at leve den Tid, da denne § 17 blev sat
i Virksomhed, thi at ingen Skrifter mere tryktes, vilde være det mindste
Onde, som flød deraf2). Under alle Omstændigheder var man derhos
enig om, at Prokanslerens Instrux ikke var Stedet, hvor Indskrænkninger
i Skrivefriheden burde fastsættes; og i Betragtning af, „at det befrygtedes
at ville foraarsage Misfornøjelse og syntes at ville blive til Hinder for
Industrien, om Skrivefriheden indskrænkedes“, indstillede Kancelliet derfor,
at § 17 maatte udgaa.
Den kgl. Resolution bifaldt ligeledes samtlige Forslag, dog med det
Forbehold, at den 17de § i Instruxen, „som handler om et Slags Ind
skrænkning af Trykkefriheden“, aldeles skulde udgaa.
Prokansler Jansons Deltagelse i Fundatsens Tilblivelse have vi alt
tidligel e omtalt, og ligeledes antydet, at han er første Ophavsmand til
Reskr. 3. Decbr. 1784, hvorved det ældre Kvæstorat afskaffedes. Hans
Stilling som Prokansler var for saa vidt formelt forskjellig fra de tidligeres,
som der blev meddelt ham et formeligt Kaldsbrev, og han fik et aarligt
Tillæg til sine øvrige Indtægter af 300 Rd., der udrededes af Finanserne
og i Følge den kongelige Resolution skulde være et Slags Kontorhold til
deimed at lønne en Skriver. Om hans Embedsforretninger indeholdes
udførlige Forskrifter i Instruxen 9. Juni 1786, der i det hele taget er
affattet efter Pontoppidans, dog med en Del Tillæg og Forandringer.
Samme Instrux bekræftedes ikke blot ved Fundatsen 7. Maj 1788 Kap.
I § 18; men denne gjorde endog Prokansleren til en normeret Embeds
mand ved Universitetet, som i Følge Instruxen og Fundatsens yderligere
dertil knyttede Forskrifter i alle Retninger havde at føre det regelmæssige
Iilsyn dermed'3). Betegnende er det navnlig at sammenligne Mangfoldio-
heden af Fundatsens Bestemmelser angaaende Prokancellariatet med dens
blotte Antydning af Rektoratet, hvorom den bogstavelig ikke siger videre
end at det hidtil brugelige Rektorat ved Universitetet vedbliver, og skiftes
dermed hvert Aar mellem Fakulteterne, ligesom hidindtil er sket; men
ige fuldt bestaar den avtonome Myndighed, Rektoratet, endnu den
Dao-
i
ag medens den statlige Tilsynsmands aktuelle Existens ophørte næsten
umi delbart efter Fundatsen. Saa længe nemlig Janson havde en Støtte i
Schack-Rathlou ) kunde han holde Professorernes Uvilje Stangen, der
endog gik saa vidt, at Kratzenstein angreb ham personlig i en Voterings-
P a a t e S 1’
~
2) Voteri^ -
det Sted i Rskr til Rektor o^ P r n W ° U \ Kancelliet 8. Juni 178G: Paa
jeg ret meget, at følgende Ord maatte tllfai??“
■% de\ rny Prokansler Ønskede
Vi allernaadigt formode at alle vedi-nmninnO
° fV
(Instruxens) Efterlevelse
to e s allerunderdanigste Pligt sege'at
efter