195 / 449
enhver Professor skulde afgive ved Halvaarets Udløb
l),
ledsaget af
dobbelte Tilhørerlister, hvori særlig skulde fremhæves de fortrinlig flittige
Studenter, hvilket Paalæg senere paa ny indskærpedes i Skr. 7. Jan. 1800.
I Skr. 15. Jan. 17892) forlangte han end videre ved hvert Aars Slutning
en fuldstændig Beretning om samtlige af Konsistoriums Medlemmer
administrerede Legater. Konsistorium remonstrerede vel i Skr. 21. s. M.
vidtløftig mod begge, og navnlig mod det sidste Paalæg, men Her
tugen gav ikke efter. I Skr. 14. Febr. s. A. fastholdt han tvært imod
sit Forlangende med Henvisning til Kongens Befaling og sluttede Brevet
med følgende Udtalelse: „Übrigens können Sie alle und jeder einzelne
insonderheit versichert sein, dass ich für die Erhaltung und Sicherung
Ihrer Rechte und Freiheiten wachen werde. Die Furcht vor einem Ein
griffe in dieselben oder vor einer Übertretung der von Privatpersonen
gemachten Stiftungen, zu welcher auch nicht ein Ausdruck in meinen
Briefen die Veranlassung giebt, muss also wegfallen. Eine solche Furcht
würde ebenso ungegründet als beleidigend für mich sein. Die Führung
einer genauen und wachsamen Aufsicht ist aber eine der wichtigsten
Pflichten desjenigen, dem die Leitung eines öffentlichen Instituts, wie die
Universitet, anvertraut worden ist. Ihre Vernachlässigung würde eine
Versäumung seiner Pflichten gegen den Staat sein. Nichts wird mich
daher abhalten, solange ich die Ehre habe, Ihr Patron zu sein, mir das
Bewusstsein ihrer Erfüllung zu verchaffen und sie zu meinem angelegent
lichsten Geschäfte zu machen“.
I Overensstemmelse med den her fremsatte Betragtning forlangte
Hertugen sig underrettet saa at sige om alt, hvad der foregik ved Uni
versitetet. Han forlangte indberetninger om Examina3) lige saa vel som
om Forelæsninger, og Dekanatsvalg4) maatte kommuniceres ham lige saa
vel som Rektorvalg.
I Instr. for Konsistorium 8. Maj 1801 § 16 ind
førtes derfor den betydningsfulde Forskrift, at Sekretæren 8 Dage efter
hvert Konsistoriums Holdelse skulde sende Beretning om Forhandlingerne
til Patronen. Det var uden Tvivl ogsaa Hertugen, der standsede den
abnorme Fremgangsmaade, i Følge hvilken Konsistorium med Omgaaelse
af Patronen forhandlede direkte med Kancelliet. Thi da han i Aaret
1800 først gjennem Kancelliet fik tilsendt Konsistoriums Skrivelse om en
paatænkt Disposition over en Del af de vestindiske Penge, undlod han
ikke at udtale sin Fortrydelse over, at han ad den Vej fik Kundskab om
en Sag, der var saa vigtig for Universitetet og ikke kunde anses som
Patronen uvedkommende; „der er intet mere naturligt end herover at
ytre billig Forundring med hosføjet Ønske og Begjæring om, at lignende
Tilfælde for Fremtiden ej mere finde S ted5) “.
Ligesom han vilde være underrettet om a lt, saaledes maatte
heller ingen Foranstaltning af Betydenlied træffes ved Universitetet uden
lians Samtykke.
Derfor nægtede han at anerkjende den Biblioteks-
') Jfr. Instr. 9. Juni 1786 § 6, Fdts. 1788 Kap. I § 18. — 2) Kopi B. —