![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0196.jpg)
178
kommission, som Professorerne havde nedsat i 1796, fordi Valget var sket
uden hans Samtykke, og bestræbte sig ved denne Lejlighed ogsaa for
at faa en besterntere Afgjørelse af de Foranstaltninger, hvortil over
hovedet Patronens Samtykke var nødvendigt, men uden at det lykkedes
ham *). Ved en senere Lejlighed vendte han tilbage til samme Sag, men
uden bedre Held, i det han i Skr. 24. Decbr. 18042) selv erkjendte de
Vanskeligheder, der vare forbundne med en nøjere Bestemmelse af de
Sager, der ikke kunde afgjøres uden Patronatets Samtykke, og navnlig
var enig i, at en saadan almindelig Grænsebestemmelse, som var antydet
i Konsist. Skr. 24. Novbr. s. A .3), ikke vilde være til synderlig Nytte,
hvorfor han paa dette Punkt frafaldt sin Begjæring. Derimod fordrede
han ved samme Lejlighed, at alle Embedsbesættelser skulde indberettes
til Patronatets Approbation, efter at Konsistorium kavde truffet sit Valg,
men inden Expeditionen afgik.
Meningen med denne Foranstaltning
var ikke at blande sig i Konsistoriums fri Valg, men blot at sikre
Patronen mod muligt Ansvar og Bebrejdelser fra højere Sted ved at sætte
ham i Stand til at vaage over, at Besættelsen skete i Overensstemmelse
med de allerhøjeste Anordninger. Hans Approbation af en vis Foranstalt
ning var derfor ikke en blot Form, men skete først efter en behørig
Granskning af Sagen. Ved Skr. 20. Febr. 1800 paabød han saaledes ud
trykkelig, at Udkastet til Lektionskatalogen skulde tilstilles ham saa be
timelig, at de fornødne Ændringer eventuelt kunde indføres deri.
En mindre god Følge havde vel disse avtokratiske Tendenser, i det
de affødte en vis Tilbøjelighed til ikke at fastholde Ketssynspunktet, men
snarere betragte de foreliggende Sager som Naadesager, der bleve at afgjøre
ved kgl. Resolutioner. Denne Tilbøjelighed er imidlertid næppe noget, der
kan bebrejdes en Mand i Bevillingernes og Gratialernes Tid, og nogen virke
lig Myndighedsmisbrug tør vi dog ikke sigte ham for. Tvært imod gik
hans Indstillinger i Reglen ud paa ex bono et æquo at tilstaa det, som
han ikke kunde erkjende for en jus quæsitum. Da der saaledes var Spørgs-
maal om, hvor vidt Professorerne Riisbrigh og Baden efter deres Afskedigelse
kunde forrette Dekanatet i det filosofiske Fakultet for at nyde den dermed
forbundne Indtægt, hvilket Praxis hjemlede, bestred Hertugen vel deres Ret
dertil, men Resol. 7. Marts 1804, som faldt paa hans Indstilling, lød dog:
Vi ville af sær kgl. Naade og uden Følge for Fremtiden skjænke Etats-
raad Riisbrigh og Prof. Baden de næste Dekanats-Aars Sportler4). Da der
næst Prof. Baden døde inden hans Dekanats-Aars Udløb, opstod igjen
Tvivl om Enkens Ret til de tilbagestaaende Indtægter, i det Fakultetet
mente, at hun var i Besiddelse af en jus quæsitum dertil, medens Her
tugen betragtede Dispositionen derover som en Naadesag; men desuagtet
lød hans Indstilling paa, at de omtvistede Indtægter i Betragtning af Prof.
Badens Fortjeneste af den danske Literatur skulde tillægges hans Enke,
og i Overensstemmelse hermed faldt Resol. 22. Decbr. 18044). Dette
') Ovfr. S. 13(3. — 2) Kopi B. — 3) Kopi B. — 4) Patronats-Protokol.