274 / 651
250
Schimmelmann.
a t Forbud mod Udførsel af Sølv i Barrer, der hidtil er benyttet
til Udligning af Gæld i Hamborg, vil give Anledning til den
største Forvirring og Mistillid og vil umuliggøre Optagelse af
Bancolaan i Hamborg. Da falder Kongen endelig saavidt til
Føje, at han tillader, at Sølvbarrer ligesom Speciesstykker maa
udføres, naar man hver Gang henvender sig til Kollegiet for at
faa skriftlig Tilladelse (PI. 18. Septbr.)1).
Man kunde spørge om — og der er spurgt om — hvorfor
Finansminister Schimmelmann ikke under alt dette søgte sin
Afsked. Dette skete nu for det første sjældent under den ene
vældige Konge, hvor man snarere fik end søgte sin Afsked'2),
men iøvrigt er det ogsaa i og for sig forstaaeligt, at Schimmel
mann blev paa sin Post. At han ikke mere havde den Ind
flydelse hos Kongen som tidligere, er givet, hvad jo ogsaa hans
Afsked det følgende Aar vidner om; men selv om han havde
ønsket at tage sin Afsked allerede paa dette Tidspunkt, hvad der
vistnok er saare tvivlsomt, maatte han dog holdes tilbage af det
Virvar, Finansvæsenet laa i, etVirvarhan selvfølgelig ikke ene havde
Skylden for, men som han dog havde staaet Fadder til i den Menne
skealder, han havde styret Statens Finanser. At forskellige For
holdsregler, navnlig i de seneste Aar, bleve tagne uden eller endog
mod hans Ønske, kunde her ikke være afgørende, thi i Virkelig
heden vare de kun en Variation af det „Fald til Fald“ System, han
havde praktiseret saa godt som Nogen. Men fremfor Alt vilde
det have været ugørligt at tage sin Afsked i 1812, fordi For
beredelserne til Pengeforordningen af 1813 paa dette Tidspunkt
vare begyndte. Allerede fra Aarets andet Kvartal var Schimmel
mann optaget heraf, og selvfølgelig kunde han ikke forlade sin
Post under Knudens Løsning eller rettere Forberedelserne til
dens Overhugning.
Det skal endnu tilføjes, at de Meyerske Kursoperationer
definitivt ophørte i September. I Skrivelse til Meyer & Trier
(af 28. Septbr.) takkede Kongen Huset for dets Nidkærhed, nu
l) Finanskoll.
^ Septbr. 1812.
U Se dog Ørsteds Erindringer. II, Pg. 196, og nærv. Skrifts Bog 2, Kap. XI
(Chr. Bernstorffs Afsked).