279 / 651
Finansforsømmelser i 90erne.
255-
været Tid til at bøde paa det. Ansvaret hviler, som allerede
ovenfor sagt, paa den Regering, Frederik den Sjette som
Kronprins stod i Spidsen for, og der — Udenrigspolitiken fra
regnet — ogsaa havde Styret 1807—14. Man kan maaske
ikke tillægge denne Regering Ære nok for Reformlovgivningen
i forrige Aarhundredes sidste halvanden Decennier, men dens.
Finanspolitik var lidet heldig. Dette gælder særlig Aarhundredets
sidste Tiaar.
Det besynderlige er, at der ikke hørte nogen Bagklogskab
til at vide, hvad der skulde være gjort. Man havde Frugterne
baade af et daarligt og af et godt System lige for sine Øjne-
Man havde i Slutningen af 80erne set Faren for Kongeriget ved
slette Finanser, hvor den mindste extraordinære Udgift bragte
Forstyrrelse i det Hele; man havde set, at da Speciesbanken op
rettedes, var det nødvendigt at knytte den til Courantsedlerne
og derved paa Forhaand hæmme dens Virksomhed. Og til den
anden Side saa man Reformens hurtige og sikre Gennemførelse
i Hertugdømmerne, hvor hver Mand troede paa Sedlerne, ihvorvel
de ikke vare tvungent Betalingsmiddel, fordi hver Mand vidste,
at der var Sølv nok i Landet og i Banken til at fyldestgøre
de Krav, der stilledes. Da man nu tilmed i 90erne blev Vidne
til Krigens Udbrud rundtom i Evropa, da man vidste, at Dagen
idag saa godt som Dagen imorgen kunde tvinge Danmark ind
i Krigen, om ikke af anden Grund saa for at værge dets Rettig
heder, og da der endelig var Opgang over hele Landet i Handel-
Skibsfart og Landbrug, var det alt andet end forudseende, at
man ikke konsoliderede Pengevæsenet i disse gode Aar.
De syv Krigsaar kunde finansielt være reddede ved de syv
Aar 1792—98. Vi have foran vist, at det hverken i og for sig
eller især i Forhold til tidligere Tider var noget ringe Beløb,
Skatterne vare løbne op til Aaret før Krigen. Men havde man
begyndt 10 Aar før, vilde umaadeligt være vundet. Det var
meget gode Aar 1802—06, men som Gennemsnit vare de ikke
af de bedste. Thi den korte Periode, hvor Amiensfreden virkede,
skabte Tilbagegang, og i Aaret 1806 havde Vestmagternes
handelspolitiske Forholdsregler allerede naaet en saadan Vold
somhed, og var Krigen bragt saa nær vore Grænser, at den