StudierTilKøbenhavnsOgDanmarksHistorie

554

Plakaten af 1814 indfører Censur.

Timer efter Indleveringen af Blade, som ikke oversteg et Ark,

4 Dage for Skrifter fra 1 til 24 Ark. Hermed var altsaa legalt

enhver Udgivelse af Blade og Skrifter (paa indtil 384 Sider)

forebygget, h i n d r e t p a a F o r h a a n d , før Politimesteren havde

givet Samtykke dertil, uden at det dog, hvis Politimesteren

havde givet Tilladelse, paa nogen Maade var udelukket, at man

bagefter blev anklaget for Domstolene.

Og Bestemmelsen op

fattedes tillige saaledes, at Politimesteren, eventuelt Kancelliet,

definitivt kunde afgøre, om Bladet eller Skriftet maatte udkomme,

saaledes at Udgiver eller Forfatter ingen Rekurs havde til Dom

stolene.

Idet man altsaa administrativt paa Forhaand kunde

standse Udgivelsen af et Skrift, var dermed Censur i dette Ords

fulde Betydning indført, idet det jo blev ganske ligegyldigt, om

det var et skrevet eller trykt Exemplar, der blev stoppet, navn

lig da Forfatterne tidt indsendte det skrevne for ikke at udsætte

sig for at faa et allerede trykt Skrift sta n d set1).

Offentligheden indsaa ikke strax Rækkevidden af Plakaten

a f 1814, fordi den, som sagt, kyset som den var ved Forord

ningen af 1799 — der, hvorledes den end senere har kunnet

forklares og forsvares, stod og maatte staa som et voldsomt

Angreb paa Trykkefriheden — og yderligere skræmmet ved hele

9 Forholdet ændredes forsaavidt i Trediverne, som det blev gjort gæl

dende og nu indrømmedes, at Forbudet mod Bladets eller Skriftets Ud

givelse skulde kunne prøves ved Domstolene. Hvis der altsaa nedlagdes

Forbud, maatte man rette sig derefter, men kunde, hvis Domstolene

ophævede Forbudet, derefter udgive Skriftet. Men herved blev den

hele Ordning til fuldkomment Virvar. Thi enten lod Forfatteren det

bero ved det administrative Forbud, og han var da definitivt stoppet,

eller han prøvede Domstolene; ophævede disse Forbudet, fik han vel

langt om længe fri Haand over Skriftet, men ophævede de det ikke,

kunde han straffes for det Utilbørlige deri, om end Domstolene van

skelig kunde straffe med Lovens fulde Strænghed, thi Skriftet var jo

netop ikke offentliggjort, og Forfatteren kunde henvise til, at han havde

skrevet under den Bevidsthed, at før Noget offentliggjordes, vilde baade

Administrationen og Domstolene prøve Skriftet; havde endelig Admini

strationen Intet mod Skriftet, og det udkom, vilde Domstolene, naar

Anklagemagten bagefter rejste Sag imod det, have til Opgave enten at

frikende, hvad Anklagemagten havde ment strafbart, eller dømme, hvad

Politimesteren havde ladet passere som straffrit.