95 / 180
— 88 —
Ganske vist gik den ikke saa vidt, som Kommissionen
havde ønsket, men den tillod dog »enhver
indfødt
her i Staden
arbejdende Haandværkssvend, naar han med gyldige Beviser
godtgør at have i 4 Aar arbejdet som Svend, enten her i
Landet eller paa fremmede Steder (efter at være bleven her
gjort til Svend) at nedsætte sig som
Frimester
i sit Haandværk
og derpaa tage Borgerbrev mod at betale det halve af det,
som en Lavsmesters Borgerbrev koster«.
Havde Frimesteren arbejdet med egne Hænder i to Aar,
maatte han tage en Dreng til Oplæring, men forøvrigt var
det ham ikke tilladt at benytte anden Medhjælp end Hustru
og Børn samt Haandlangere, de sidste dog kun til saadant Ar
bejde, hvortil der ikke fordredes nogen Haandværks-Kundskab.
A f Frimestrenes Optagelse som Lavsmestre blev der intet.
Derimod griber Forordningen regulerende ind paa Arbejds
forholdet mellem Mestre og Svende, ophæver de tidligere Tids
frister, der var fastsat, inden en Dreng kunde blive Svend og
en Svend Mester. For Fremtiden kunde enhver, der ved et
vel udført Svende- eller Mesterstykke beviste, at han kunde sit
Fag, straks blive antaget henholdsvis som Svend eller Mester
Alle de saakaldte »udlændiske Laugsfordomme« forbødes,
og der gives Regier for, hvorledes Tvistigheder mellem Mestre
og Svende og mellem Lavene indbyrdes skulde bilægges.
Men trods al Reformeren blev Forordningen af 21. Marts
1800 dog kun et Stykke Lovmagerarbejde som saa meget
andet, Regler paa Papiret og smukke Ord om, at Kongen
havde besluttet at hjælpe Haandværkerstanden til Vindskibe-
lighed og bevirke Kundskabers Udbredelse, samt »ved bestemt