99 / 180
keligheden havde enhver »ærlig« Haandværkers Foragt. De
rigtige zünftige Svende, der dannede Svendelavet, de havde
dog før kunnet holde deres Sti ren, men nu paalagde For
ordningen dem at tage mod enhver som helst, der meldte sig,
uden Hensyn til om han havde udstaaet den reglementerede
Læretid eller taalt den Skærsild, som enhver honnet Svend
burde gennemgaa.
Indenfor Malersvendenes Kres var man højst utilfreds
med denne Del af Forordningen og prøvede ogsaa ved Lej
lighed paa at sætte sig herimod. Det var i Avgust 1813.
En Svend ved Navn
Carl Zetterstein
forlangte sig indskrevet
i Henhold til § 6 i Forordningen af 21. Marts 1800 uden at
han havde udstaaet den sædvanlige Læretid. »Men førend
dette skete«, hedder det i Oldermandens
I. F. Repholtz*
Klage,
»blev der af de forsamlede Svende aldeles uventet og paa den
mest usømmelige og lovstridige Maade gjort Indsigelse derimod,
under den ligesaa urimelige som uhjemlede Paastand, at han
skulde skaffe Attester for sit foregaaende Forhold, uden hvilke
de med en Enighed og Bestemthed, der tydeligen røbede
overlagt Ondskab og Chicane mod ham aldeles nægtede at
admittere hans i enhver Henseende upaaklagelige Svendestykke«.
Forsamlingen maatte ophæves, og de to Oldgeseller, den
danske og den tyske, afleverede Nøglerne til Laden, ligesom
Svendene enstemmigt erklærede ikke at ville betale Tidepenge,
saafremt Zetterstein skulde optages.
Det var jo den rene Rebellion, og for Oldermanden var
der intet andet at gøre end at klage til Politiretten over samt
lige de 33 Svende, som havde været tilstede.
I Forhørerne forsvarede Oldgesellerne deres Fremgangs-