97 / 180
Standen med endnu flere forhutlede Smaaexistenser, der knap
kunde tjene til det tørre Brød og sjældent kunde udføre et
Stykke Arbejde ordentligt.
Det, som kunde have været til Gavn; Foranstaltninger
til at hæve Standen i Dygtighed, Omsorg for en bedre Uddan
nelse, baade theoretisk og praktisk, blev ikke gjort.
I Virkeligheden vakte Forordningen da ogsaa kun Forbitrelse
blandt Mestrene, og det har naturligvis ikke hjulpet paa Forhol
dene, at der i de følgende Aar blev givet »Værkgesellerne« ved
Kjøbenhavns Brandkorps og de Flaandværkere, der indtraadte i
Borgervæbningens forskellige Korps, Frimesterrettigheder.
Forholdet mellem Mestre og Svende løsnedes derved i
høj Grad. En Mester var aldrig sikker paa at kunne beholde
en Svend, og særlig i Malerhaandværket var det galt. Da
Magistraten 1812 rettede en Forespørgsel til Lavet om, hvad
en Malersvend fortjente, saa svaredes der, at derom kunde der
vanskeligt siges noget, »thi vi have kun meget faa og næsten
ingen Svende ved Lavet.« De fleste var ansatte ved de bor
gerlige Korps og arbejdede som Følge deraf paa egen Haand
»til Mestrenes store Skade, der ikke kunde lade det Arbejde,
de have, besørge tilbørligen, dels af virkelig Mangel paa Svende,
dels fordi at en saadan Svend, som ofte driver Fuskeri paa
egen Haand, ser sig i Stand til at gøre Arbejdet til langt
ringere Pris end Mesteren formaar«.
Hvor slet Forholdet var mellem Mestre og Svende ser
man ogsaa af en Erklæring, Lavet afgav 1813 paa en Lore-
spørgsel fra Magistraten om, hvorvidt det fandtes rigtigt at
forlænge Svendenes Opsigelsesfrist. Malerlavet var stærkt
herimod, thi hvis Lristen blev forlænget, vilde Svendene blot