MalerlavetKjøbenhavn

niaade med, at de troede dem beføjede til at forlange Beviser

for den paagældendes tidligere Forhold, da i modsat Fald

»fremmede Forbrydere og andre, som det ikke kunde være

dem magtpaaliggende at have til Lavsbrødre« let kunde blive

optagne i Lavet. Heller ikke troede de at kunne andet end

»gerere« sig som sket var paa Svendenes Forlangende.

Dommen faldt den 13. Oktober 1813 og lød paa to Dages

og Nætters Vand og Brød paa egen Bekostning for hver af de

to Oldgeseller og 2 Rdlrs. Bøde for hver af de øvrige Svende.

Denne Dom har stor Interesse, da den viser, hvor dybt

Zünften endnu stak Sindene, og at der skulde andet end en

Forordning til at faa den udryddet.

For Mestre som for Svende var Resultatet af Regeringens

Indgriben da kun til liden Baade.

For Malernes Vedkommende var Forholdene endda van

skeligere end for andre Haandværk, fordi de havde mindre

at staa imod med. Fagets Omraade var bleven stærkt be

grænset ved de i Slutningen af 18. Aarhundrede ny indførte

Papirstapeter, og ved at Husene nu bleve overstrøgne med

Kalk istedetfor med Maling. Endelig klagedes der af Malerne

stærkt over, at Mur- og Tømrermestrene sædvanligvis vare

Entreprenører for Nybygninger til alt det forefaldende Arbejde,

hvorved de betjente sig af Personer udenfor Malerlavet, og

beskæftigede de en Gang imellem en Lavsmester, saa undte de

ham mange Gange næppe det daglige Brøds Fortjeneste derved.

At træffe en velstaaende end sige en formuende Maler

mester var et Særsyn. Legatstifteren

Christian Peter Getreuer

virker derfor ogsaa som et saadant. Han var Søn af Maler

mester

Zacharias Getreuer

og Hustru

Anna Margrethe

Wild-

—