105 / 180
svagt, nærmest kun et Selvforsvar og en Forsikring om, at
der aldrig var sket Misbrug med Mesterstykkernes Forfærdigelse
med hans Vilje. Heller ikke kunde han indse, at Trygheden
blev større, naar man forlod Oldermandens Hus, tværtimod
var det at forudse, at der i mange Tilfælde vilde opstaa
Uordener.
Forøvrigt havde Neuhausens Forhold i den senere Tid
været et saadant, at man maatte anse ham for et uroligt
Hoved, thi tværtimod Lovens Bud havde han haft Sammen
komst med 1 6 andre Mestre og tilskrevet Oldermanden et
Brev af samme Natur som det til Cancelliet indgivne.
Denne Slutning vilde ikke .have været ilde anbragt i Be
gyndelsen af det 1 8. Aarhundrede. Neuhausen vilde da sikkert
være bleven behandlet med den Alvor, som passede sig for
et uroligt Hoved. Nu derimod faldt Hentydningen ganske
til Jorden. Cancelliet var ikke tilfreds med Oldermandens
Erklæring og forlangte Lavet sammenkaldt for at høre en
Udtalelse fra samtlige Medlemmer, et Skridt, der er betegnende
for den nye Aand, som besjælede Regeringen paa dette
Tidspunkt.
Den 19. Maj fandt dette Møde Sted. Kun 34 af Lavets
60 Medlemmer var mødte, og disse besluttede enstemmigt,
at Mesterstykkerne som forhen skulde udføres hos Older
manden under Tilsyn af de udvalgte Skuemestre. Blandt
disse 34 Mestre var mærkeligt nok 12 af dem, der havde
underskrevet Neuhausens Brev til Oldermanden, saa det synes
som om han i sidste Øjeblik er bleven forladt af sin Hær.
Imidlertid var 34 af 60 jo ikke noget overvældende Flertal,
— 9 8 —