MalerlavetKjøbenhavn

Herved vilde man efter Forslagsstillerens Mening undgaa

de mange Misbrug og Bedragerier, som hidtil havde fundet

Sted ved Forfærdigelsen af Mesterstykker i Oldermandens

Hus, og faa en virksommere Kontrol med, at vedkommende

selv udførte sit Mesterstykke, Mage til den, der praktiseredes

i Snedkerlavet, og som havde resulteret i »udmærket skønne

og smagfulde Arbejder«.

Blev der ikke raadet Bod paa de Uskikke, som hidtil

havde været fremherskende, vilde Staden »herefter ikke er

holde en duelig Maler (»thi hvad kan en Dreng lære af en

uvidende Mester«) og Kunsten saaledes til Landets Skam og

tværtimod alle fra Regeringens Side gørende Opmuntringer

gaa til Grunde«.

Hvad der dog var det vigtigste, og her saa Neuhausen

helt moderne, var at vække Kappelysten hos Kunstnere og

Haandværkere til at overgaa hinanden. Det var »det sikreste

Middel til at opnaa den muligste Grad af Fuldkommenhed«.

Den 12. Marts sendte Neuhausen det samme Forslag

medunderskrevet af 16 andre Mestre til Oldermanden

Jørgen

Repholtz.

Denne saa imidlertid en Fornærmelse mod sig i

Neuhausens Skrivelse og sendte ham den med et indigneret

Brev tilbage med Bemærkning om, at hans Fremgangsmaade

var ulovlig, og at han troede at handle ligesaa meget i Neu

hausens som i Lavets Tarv ved at henlægge Brevet uden at

bryde sig om dets Indhold.

Det undgik han imidlertid ikke. Cancelliet forlangte

nemlig gennem Magistraten Oldermandens Erklæring over

Neuhausens Forslag. Repholtz’ Svar af 10. April er yderst

—