109 / 134
io6
Et mægtigt Opsving fik den populære Pavillon, da
Jomfru S o f i e Va l en t i n holdt sit Indtog der og kvid
rede sine lystige Viser, som hendes Forlovede og senere
Ægtefælle, daværende Isenkræmmersvend, senere Direktør
Rantzau skrev til hende, og som snart gjorde hans Navn
ligesaa populært som hendes. Intet Under, Viserne var
morsomme, og hun foredrog dem med et Lune og et
smittende Humør, der var aldeles uimodstaaeligt. Endnu
den Dag i Dag staar hun i Foredraget af en morsom
Sang aldeles uopnaaet for min Bevidsthed.
Med hende stod og faldt »Øen« dengang, da hun
forlod den, blegnede dens Stjerne hurtig, den blev til en
almindelig Sangerindepavillon, som kun Rantzau senere
en kort Tid hævede op over det almindelige Niveau.
Nede i Danielsens Tepavillon var en lang Tid ogsaa
Sangerinder, begavede med mer eller mindre Stemme.
Her lyste en Tidlang Mi ss Ro s a Kern ble, som en