TivoliI50Aar

103

»Har De Billet til Brandvæsenets Plads?« spurgte

han. »Er De maaske Brandinspektør?«

Nej, det var Kong Georg da ikke.

»Hvor kan det saa falde Dem ind, at sætte Dem

her? De maa flytte Dem strax, i en Fart!«

»Aa det haster vel ikke saa stærkt.«

»Jo, det haster netop stærkt, for kommer Inspek

tøren, faar jeg en Næse.«

»Ja, saa er det vel nødvendigt.«

Smilende rejste Kongen sig fra Stolen og gik tilbage

i Parterret, men neppe havde han indtaget sin gamle

Plads, før Kontrolløren stod ved Siden af ham, med det

ynkeligste Ansigt af Verden.

»Deres Majestæt maa endelig undskylde,« stammede

han, »jeg anede jo ikke — at det var Dem, — men en af

mine Kolleger fortalte mig det, — havde jeg vidst at. . . «

»Ja, det er godt,« afbrød Kongen ham smilende, »De

har kun gjort Deres Pligt.«

»Nej, min Pligt var, at tage Hensyn til Deres Maje

stæt, og det har jeg forsømt, ak Gud! Dersom De blot

vil tilgive mig for denne ene Gang, skal jeg aldrig gøre

det mere . . .«

Stakkelen var grædefærdig, og vedblev at klage, lar-

mentere og forstyrre Komedien, indtil Majestæten endelig

rakte ham Haanden, forsikkrede ham, paa sit Æresord,

om sin fuldkomne Tilgivelse, og Manden fjernede sig

endelig glædestraalende, et Tokronestykke rigere, end da

han kom.

Revuen gik i det Hele taget med Opførelserne i Pro

vinsen 230 Gange.

Næste Aars Revue gik saa taalelig, uagtet »Frederik«