101 / 134
98
komsten til Gavn for begge Parter. Noget synderligt
stort Udbytte for det, allerede i 1846, populære Etablisse
ment, har det dog neppe givet, thi der fandt ingen Fort
sættelse Sted.
Først i Halvtredserne benyttede Tivoli sig af sit
Privilegium, til at give dramatiske Forestillinger.
Paa det lille aabne Teater, hvis Udstyrelse, Maskineri
etc. var i høj Grad primitiv, fik de nogle Provinsskue
spillere fra Helsingør til at spille endel Farcer og Vaude
viller.
Der er ingen Tvivl om, at Tingen havde betalt sig,
hvis den blot var greben rigtig an, men desværre var den
artistiske Ledelse betroet til den, senere som en køben
havnsk Original, bekendte Skuespiller Iversen, og dermed
var alt slaaet- ihjel.
Istedetfor at give Smaating, der ikke spillede mere
end højst en halv Time, foretrak han at indstudere Stykker,
helst Lystspil der varede sine halvanden Time, og var
han endel under Paavirkning af den hjemlige Finkel, noget
der kunde hænde, kunde Komedien godt trække et Kvartér
‘længer ud.
At Folk ikke fandt sig i dette, er en Selvfølge.
Det viste sig, at naar der f. Ex. blev opført H. C.
Andersens: »En Komedie i det Grønne«, stod Folk støt
og rolig dernede og var himmelglade, men gav han en af
de langstrakte Komedier fra Sytten Hundrede og Hvicl-
kaal, var Ævret strax opgivet.
Den resulterende Følge var naturligvis, at dette
Forsøg blev opgivet, tilmed da Hr. Iversen, naar han
troede sig krænket af det højstærede Publikum, gav sig
til at skælde det ud fra Scenen og med lydelig Stemme