98 / 134
95
være et Trækplaster, der ikke var til at foragte, og selv
følgelig engagerede de Ca r l til at afløse Georg i »Har
moni en«.
Han havde altid været den mest praktiske af alle
gamle Lumbyes Børn. Kompositionstalent ejer han, det
er lidt barokt, men han kan være ustyrlig morsom,, dog
for ham galdt det om at sikkre sin Fremtid, og saa lod
han sig engagere som Dirigent paa alle de fremragende
Variétéer, naturligvis efter-
haanden; men desuden vir
kede han i Kommuneskolerne
som Sanglærer.
Som han er elsket dér!
Det bedste Bevis der-
paa er, at den første Aften,
da han optraadte som Diri
gent paa Tivoli, var der
smækfuldt
ved
Harmoni
orkesteret. Buketterne blev i
hundredevis kastet op til
ham, han bukkede, og var
glad; men trykket op i en Krog stod to smaa Pigebørn
med et Par Buketter, bundne af hele Klassen, de skulde
overrækkes den elskede Lærer, og nu kunde de ikke
komme til, der var alt for mange Folk, der stod i Vejen.
Heldigvis fik en ældre, formaaende Mand Øje paa
dem, han forhørte sig om Grunden til
deresSorg, og
trængte sig igennem Mængden hen til Dirigentpladsen.
»Sé her, kære Lumbye, er et Par Beundrere, der
gerne vilde overrække Dem et lille Bevis paa deres Tak
nemmelighed,« sagde han.