95 / 134
Ogsamme Lydighed, som han havde været nødt til
at vise overfor sine Foresatte, forlangte han af sine
Musikere. Han var ikke deres Kammerat, men deres
Kommandør, og han forlangte streng Disciplin.
Energisk var han imidlertid, han bragte den ene
store Nyhed fra Udlandet frem efter den anden, og ved
en Ihærdighed og en Flid, der var aldeles forbausende,.
arbejdede han sig op til at blive en særdeles duelig
Dirigent. Han elskede de store Effekter, nogen fint ud
viklet Smag var han ikke i Besid
delse af.
I Løbet af nogle Aar erhver
vede han sig et Publikum; da kom
det ulykkelige Misgreb, at han
hædrede Feltmarechal Moltke, da
denne aflagde Besøg i Koncert
salen, ved at spille: »Heil Dir im
Siegeskrantz
1
« til hans Ære.
Publikum blev aldeles som
rasende, Direktionen forbød ham
at gaa igennem Haven om Aftenen, da han sikkert var
bleven lynchet, og lod ham færge over Stadsgraven, og
en Pibekoncert var sat igang Aften efter Aften. Bleg,
men fattet stod han paa Dirigentpladsen og tog imod
Salven, — »de bliver vel trætte engang,« tænkte han og
tilslut blev de da endelig kede af det.
Saa begyndte han paa at genopbygge sin tabte
Popularitet. Det var svært, næsten umuligt, men han
var energisk som faa, og endelig lykkedes det ham. I de
senere Aar var han altid vis paa at have et stort og
forstaaende Publikum, specielt til sine Symfoniaftener, til
9 2
__