TivoliI50Aar

Saaledes skete, da de indstuderede: »Fjernt fra Dan

mark« eller »Et Kostumebal ombord«.

Masser af Melodier var skreven og kasseret til Indi

anernes Krigsdans. Det syntes, som om Inspirationen

fuldstændig svigtede Komponisten.

Bournonville var fortvivlet.

Men i sin Nød kom han som sædvanlig til at tænke

paa Tivolis Musikdirektør, og afsted stormede han til ham.

Han ringede paa, jo Lumbye var heldigvis hjemme,

og ind løb Balletmesteren paa lette Fjed i Arbejds

værelset, hvor Komponisten sad i Lænestolen og klimprede

paa Violinen.

»De maa hjælpe mig, kære Lumbye,« raabte han,

»jeg er nærved at opgive Ævret.«

»Hvad er der, Hr. Balletmester?« spurgte Lumbye

og rejste sig rolig, »hvormed kan jeg være Dem til

Tjeneste?«

»Hvormed, kære Ven? — Tænk Dem, dette geniale,

begavede Menneske, der skriver Romancer og Sonater

og al anden Musik, saa man forbauses over det, kan ikke

skrive mig en Krigsdans for en Flok Indianere, som der

er Farve over eller Karakter i.«

»Hm! hvorledes har De tænkt Dem det? Tempo etc.«

»Saaledes!«

Og Bournonville nynnede en eller anden improviseret

Melodi, og gjorde endel Pas, faldt ud med Hug til højre

og venstre, og var grum og rædselsfuld at se paa.

»Ja men Gud bevares!« sagde Lumbye, »det er jo

ganske simpelt, saadan maa den altsaa være.«

Han gik hen til Klaveret, satte sig ved det og

spillede: