87 / 134
optræde som Gæster. Hver af dem havde naturligvis
sine Fortrin, og endel af dem stod sikkert i musikalsk
Kundskabsfylde over den danske Musikdirektør, der lige
til sin Død beklagede, at han ikke havde faaet den
videnskabelig teoretiske Uddannelse, som er til stor Hjælp
for enhver Musiker, men kun faa af dem var ham jevn-
byrdig i Genialitet; han ejede nemlig det, man i Kunstens
Verden kalder »Gnisten«.
Dertil kom, at han var i høj Grad elsket af sine
Musici, de vilde alle gerne være gaaet i Ilden for ham,
og ret betegnende er de Ord, han sagde til en tysk
Musikdirektør, som vilde jage to af sine Trompetere bort.
Hele hans Orkester rejste sig da og raabte, at skulde de
to gaa, gik de alle som én.
Musikdirektøren maatte bide i det sure Æble, men
da han beklagede sig til Lumbye, sagde denne med et
godmodigt Smil: »Véd Du hvad, de har i Grunden Ret.
Man skal altid behandle sine Folk, som man vil, at de
skal behandle én igen.«
Og i de Aar fik hans Kompositionstalent Lejlighed
til at sætte de skønneste Blomster. Det var d. 22. August
1846 at Concertsalen som sædvanlig var fuld af et glad,
festlig stemt Publikum; man vidste, at Lumbye havde
komponeret en ny Dans, og det var altid en Begivenhed,
om end af de mindre; men da saa Champagnegalloppens
jublende, gnistrende, elektriserende Toner fløj gennem
Salen og fik Folk til, som i en Feberrus, at hoppe paa
Sædet, og med Magt tog Sjæl og Øre fangen, da var
Ævret opgivet. Gang efter Gang maatte den spilles da
capo, og tilslut rejste Publikum sig op og raabte som
med én Mund: »H. C. Lumbye længe leve!« Alle følte,
84