92 / 134
89
Børnene: »Aa Herregud, spis nu først, Maden bliver kold.
Bliv nu Fatter!«
Men »Fatter« blev ikke ved Bordet. Maden var
ofte uspiselig, førend den musikalske Tanke var realiseret,
men Lumbye var alligevel inderlig tilfreds, han havde jo
frelst en ny Melodi fra Tilintetgørelsen.
Han var overordentlig samvittighedsfuld i den Hen
seende, fik ’ han en ny Melodi i Hovedet, naar han gik
paa Gaden, strax maatte han op i en Gadedør og notere
den, og det var hans stadige Raad til sine to Sønner,
Georg og Carl: »Notér, Børn, notér enhver Melodi, som
Eders Tanke skaber, den vil altid komme til Nytte.«
De fortryder ofte, at de ikke har fulgt Faderens Lære.
Lumbye elskede Fugle, naturligvis specielt kviddrende,
syngende Exemplarer. En sjælden Harzerkanariefugl var
hans særlige Yndling; de Triller, den kunde slaa, og de
Melodier, den kunde fløjte, skal have været forbausende.
En Dag var Digteren Erik Bøgh oppe hos ham; de
talte sammen om Musik,' om de nyeste Vaudeviller o. s. v .;
men paa éngang bliver Lumbye aldeles aandsfraværende.
»Ikke sandt, Lumbye?« siger Bøgh.
Intet Svar.
»Men ,hvad er der i Vejen? De er jo gaaet fuld
stændig fra Koncepterne.«
Endelig gik det op for B., at det var den lille Vir
tuos, der fuldstændig havde taget Lumbyes Opmærksom
hed fangen. Som en Hypnotiseret stod han og hørte
paa dens Præstationer.
Da den omsider holdt op, vendte han sig om til
Digteren og sagde: »Ikke sandt, kære Ven, saadan noget