85 / 134
82
Se engang i Stockholm, udenfor »Blanche« eller »Berns
Salon«, der sidder det fine, kunstforstandige Publikum
paa de reserverede Pladser og nyder Sveagardens eller
et andet Orkesters gode Musik, medens det almindelige
Folk staar gabende paa den anden Side af Vejen og
lader Tonerne, som en anden Klingklang, gaa ind af det
ene Øre og ud af det andet. Og ligedan er det i Chri
stiania, om muligt er Forholdet der endnu værre.
Til at begynde med var Respekten for Koncerten i
Tivoli heller ikke stor. De fleste Herrer tillod sig ugenert
at ryge Cigarer, trods det strænge Forbud, og først da
Opsynsmændene fik Paalæg om, uden Hensyn at vise
enhver Døren, der viste sig med en tændt Cigar i Lokalet,
lykkedes det at bringe Ro og Orden tilveje, og der var
neppe gaaet tjorten Dage før Folk af alle Stænder sam
ledes dernede tor at lytte til de Lumbyeske Toner, og
det lille Oldenborrehus, som Folkevittigheden døbte den
første Koncertsal, var fuld hver eneste Aften.
Carstensen vidste nok, hvad han gjorde, da han
valgte Lumbye til Musikdirektør paa Etablissementet.
Allerede som Trompeter ved Hestgarden havde han gjort
sig bekendt ved sine Dansekompositioner, der hurtig blev
uhyre populære; men da han, efterat den ældre Strausz i
1839 havde gæstet København med et stort og udmærket
Orkester, gik det op for ham, at sligt maatte han ogsaa
kunde lave, og hvor meget han end beundrede de Strauzsiske
og Lannerske Valtse. syntes han dog, at der inden i ham
laa tusinder af ufødte, sprudlende Melodier, som kun
ventede paa en Lejlighed til at vise sig for Verden.
Og han skrev, og han samlede Orkester, og han
indstuderede, og da han saa begyndte med sine Koncerter