80 / 134
77
En Sommer var det en forfærdelig Varme. Folk
klagede over, at de næsten intet kunde spise, hvorfor
Peter Nicolaj lagde særlig Vægt paa at holde gode Drikke
varer. En Aften var der stor Diskurs i hans Restaura
tion om, hvor lidt den havde spist og hvor meget den
havde drukket den foregaaende Dag, — og Toddyer og
Bajere gik af i Massevis.
»Du maa da tjene storartet i denne Tid, Peter
Nikolaj,« sagde en af Stamgæsterne.
»Glimrende,« svarede han, »Forretningen gaar flydende,
derfor har jeg ogsaa tænkt paa at gøre mine Venner en
Glæde. Maa jeg ikke invitere Dem alle imorgen For
middag til koldt Bord hos mig, men jeg siger udtrykkelig,
det er kun koldt Bord.«
Alle takkede, de kendte af Erfaring, hvad Værten
kunde stille paa Benene, naar han vilde, men stor var
Overraskelsen, da de kom næste Dag. Midt paa det sir
ligt arrangerede Bord stod et kolossalt Stykke Is, garneret
med Vandkarafler og Glas, det var alt.
»Jeg har inviteret D ’Herrer paa koldt Bord,« sagde
Værten høfligt smilende, »maa jeg bede Dem tage for
Dem af Retterne.«
Betuttet saa’ Gæsterne paa hverandre, men Manden
havde Ret, og Humøret blev snart løftet, da nogle Vel
havere rekvirerede en større Ladning Vin.
En ejendommelig lille Beværtning derinde var i sin
Tid »Kirsten Pils Kilde«. Den flød kun 2 å 3 Gange
om Aftenen, og bestod i et Kar, fyldt med Vand, der
' stod bag en malet Opsats, men Besøget var mærkværdig
nok meget betydeligt. Kun om Søndagen var Kilden,
underlig nok, løbet tør.