TivoliI50Aar

»Ja vist saa, Du er en sjelden Fremtoning,« og ven

dende sig om til Artisten spurgte han tøvende: »Den

Hund er vel ikke at faa tilkøbs ?«

»Nej,« svarede Artisten kort.

»Heller ikke, naar — hm! — jeg byder 500 Kroner

for den.«

»600 ?«

»Nej, kun fem Hundrede, — jeg synes, det er godt

betalt for saadan et Kræ.«

»Godt, kom med 550, saa slaar jeg til.«

»Her er Pengene.«

Kunstneren modtog dem og vendte sig saa om til

Hunden og sagde: »Nu er Du solgt til den Herre, jeg

haaber Du vil tjene ham ligesaa tro som Du har tjent

mig.«

Men Hunden svarede: »Har Du solgt mig, og oven-

ikøbet til ham, der har kaldt mig et Kræ, det skal

hævnes. Behold Du dine Penge, men han skal ingen

Glæde faa af mig; for Fremtiden taler jeg ikke et Ord

mere.«

Og han holdt sit Ord. Restauratøren fik ham aldrig

til at sige en Stavelse.

At Artisten var en udmærket Bugtaler er en Selv

følge.

En bekendt afholdt Restauratør var gamle Bistrup,

der havde Divanen Nr. 2.

Han var en lidenskabelig Fisker, som ofte tilbragte

Nætter og de tidlige Morgentimer ved Bredden af Stads

graven, beskæftiget med at røgte sine Snører.

En Dag havde han faaet en vældig Fisk paa Krogen,

og baxede svært med den for at faa den iland. Paa