TivoliI50Aar

»Mama, gi’ mig en Pølse,« sagde han en Dag til

Gamlingen.

»Nej alls inte,« svarede hun, »Hr. Busholm driver

Skøj med mig.«

»Vist ikke, giv mig en Pølse.«

»Nej, for all det, Herren faar det inte.«

»Er det sikkert og

v i s t ? «

»Sackert vist och sanning.«

»Godt, jeg skal hævne mig.«

Han gik udenfor, firede en Fiskekrog paa en lang,

fin Snor ned igenuem Skorstenen, og gik atter ind og

fortsatte Samtalen med den Gamle.

Men medens han sladrede med hende om alle mulige

Ting, hæftede han lumskelig Krogen i to Pølser, der laa

paa Fadet, og da hun gik ud med dette og var omtrent

kommen hen til Paraplyen, fløj Tvillingpølserne tilvejrs

gennem Skorstenen.

»Och Gud!« raabte hun, »nu ta’er Fa’en alle Pøl

serne«, og af Forfærdelse satte hun sig ned paa Jorden

med Fadet i Armen.

Alle Gæsterne stormede til for at hjælpe hende,

men hun blev ved at pege tilvejrs og sige: »Der for

svandt de! der forsvandt de!« og var ikke til at faa fra

den Tanke, at den Onde selv havde røvet de lækkre

Varer.

Meier havde iøvrigt i lang Tid Øen, og som sæd

vanlig generede Kars, den bekendte ondskabsfulde Ori

ginal, ham saavelsom de andre Værter.

En Aften havde han imidlertid drevet det vel vidt,

Meier blev vred, tog ham i Nakken og kastede ham paa

Døren, men Kars stak atter Hovedet ind .og raabte: