77 / 134
74
éngang tog den imidlertid Magten fra ham og trak ham
ud i Graven. Han var nærved at blive kvalt af Vand
og Mudder, og var allerede ganske blaa i Ansigtet, da
Pladsfolkene heldigvis kom til og fik ham bugseret i
Land.
Endnu holdt han krampagtig fast paa Stangen, og
da en af Folkene sagde, at han kunde jo let have reddet
sig selv, blot han havde sluppet denne, svarede han:
»Aldrig, jeg var før død, end jeg havde sluppet Krabaten,
men lad os nu faa den trukket op.«
Med meget Besvær fik de »Krabaten« halet iland,
uden at Snøren brast, og kort efter sprællede en vældig
Gedde paa over 22 Pund i Græsset. Uagtet den Gamle
var vaad som en druknet Mus, var han henrykt over det
gode Bytte, trakterede sine Redningsmænd med en god
Frokost, og gjorde et splendid Gilde paa den sjeldne
Fisk, som han selv havde sat Livet i Vove for at faa.
Et sjeldent Optrin forefaldt en Dag i Tepavillonen.
En lille Dreng af Gronemanns Akrobatselskab havde del
taget i et Optog, og var ved et Uheld bleven voldsom
forbrændt. I lang Tid laa han paa Hospitalet, men en
Dag, da han var fuldt helbredet, kom han atter ind paa
Etablissementet. Tilfældigvis traf Digteren Erik Bøgh
sammen med ham, og da han fortalte ham, at han var
meget daarlig situeret, tog denne ham med ind i Restau
rationen, løftede ham op paa sin Arm og sang selv et
Par af sine Viser for Publikum, som med Glæde kastede
Penge i Hatten, der gik omkring mellem dem.
Nogle og tredive Rigsdaler var Resultatet af denne
vellykkede, improviserede Underholdning.
En af de mest bekendte Restauratører i sin Tid var