TivoliI50Aar

trække Portvinen op, men Busholm raabte øjeblikkelig:

»Stop! det behøves' ikke, jeg har selv Vinen med.«

Og op af Lommen trak han en lille Medicinflaske

med Portvin i, og begyndte at skænke rundt i Glassene.

Gæsterne maatte give ham Ret, det var virkelig »en

Flaske Portvin«, selv om den var lille, og Mandix trak

sig fornærmet tilbage til de indre Gemakker.

En anden meget bekendt Vært, som med særlig

Forkærlighed udtalte sig om sine Rejser, fik en Dag

Besøg af en Artist, der var ledsaget af en udmærket

smuk Hund. Ved en Flaske Vin, som Restauratøren

trakterede med, fortalte den sidste om alle de mærk

værdige Ting, han havde truffet paa i »Bordeaus« og

Paris, og Kunstneren hørte meget opmærksom efter og

gav imellem sit Bifald tilkende.

Der blev en Pause i Underholdningen.

Saa sagde han: »Ja vist, min gode Ven, De har

oplevet meget mærkværdige Ting og set mange sjældne

Sager og Præstationer, men jeg tør bande paa, at De

aldrig har set Mage til Dyr som min Dog her.«

»Den!« svarede Værten, »det er jo en ganske almin

delig engelsk Bulbider, er der noget saadan særlig »preten-

tiøst« ved

den?«

»Har Du nogensinde før hørt om en Hund, der kan

tale?« svarede Dyret .

»Hva’ for noget? Hva’ for — hva’ er det?«

»Det er ikke andet end min Herre, der har lært mig

at tale, det har kostet Besvær, men nu gaar det godt,«

vedblev Hunden.

■ »Er det virkelig sandt?«

»Du kan jo høre, at jeg taler helt flydende.«