TivoliI50Aar

og Professoren havde Fred i Fremtiden, thi som en

Løbeild fo’r Rygtet om den mærkværdige Troldmand

rundt paa Etablissementet, »han havde forhexet sine

Apparater, de slog værre end den stærkeste Boxer.«

En Dag kom han op til en Skrædder og skulde

have syet en ny Frakke, men medens Beklædningskunst

neren tog Maal af ham, tryllede Professoren den ene

Specie ud af Næsen og Ørene paa ham efter den anden.

Mester blev først forskrækket, saa forbauset, og til Slut

ning flygtede han og overlod til sin mere modige Madame

at sige, at »hvis den Djævel ikke forsvandt, lod han

Politiet hente, og fik ham anbragt i Kachotten.«

Omtrent ligedan gik det hos Politiassistenten, hvor

han var gaaet hen for at anmelde et Tyveri, der var

begaaet i hans Hjem. Medens han afgav sin Forklaring

paa en Blanding af tysk, fransk og dansk, faldt den ene

Specie efter den anden ned fra Embedsmandens Opslag

og Frakkeskøder. Men Lovens Haandhæver forstod ikke

Spøg, le Tort blev kastet paa Døren, og der blev ingen

Rapport taget dengang.

Engang blev han imidlertid pudset af, og det af en

ganske almindelig sjællandsk Bonde. Han gik op paa

Gammel Torv og indlod sig med ham om Købet af nogle

Tønder Rug. Paa engang greb han ned i en aaben Sæk,

og tog fire Specier op af Kornet.

»Ja saa min gode Mand,« sagde han, »De har Sølv

i Sæden, saa vil jeg nok give den Pris, som De forlanger.«

Men Landmanden forstod Spøgen fejl, thi da le Tort

vilde putte sine Specier i Lommen igen, greb han ham

om Haandleddet saa fast, at Professoren tabte Pengene,

og raabte saa: