108 / 134
105
Naar mon den atter rejser sig som en Fugl Phønix
af sin Aske ?
Paa en meget stor Del af Tivolis Besøgende, navnlig
den glade Ungdom har Variétérne og Sangerindepavil
lonerne altid udøvet en særegen Tiltrækningskraft.
Ligefra det engang saa populære »Slukefter« med
Træet i Midten, indtil vore Dage, hvor »Kisten« og
»Fregatten« er det eneste, der ér tilbage af fordums
Herlighed, Gudbevares, de er saamænd gode nok, har
syngende, unge, kortskjørtede Damer af vor egen Na
tionalitet, franske Chansonnetter, Wienersoubretter og
tildels »Komikere« altid formaaet at fængsle unge ube
fæstede Hjerter, og giødet Hjernen op til en aldeles van
vittig Begejstring.
Tidligere har vi omtalt Md. Schæffers tre berømte
Sangerinder, med hvilke hun trak Publikum til Huse, dog
hverken for deres Kunst’s eller deres Dyds Skyld, men
Tiden da dette skete, ligger saa langt tilbage, at de
allerfærreste kan huske dem.
Men hvem af ældre Københavnere mindes ikke, idet
mindste fra deres Barndom, den berømte »
0
«, hvor
Yndlingssangen en lang Tid var den bekendte
»Singdudelej, dudelej, dudelej da.«
Den begejstrede ikke saa meget ved Textens Vid,
som ved at Musiken var saa let at lære, at Publikum
omtrent strax kunde synge Omkvædet med, medens de
drak deres »halve Historie«, og nød deres Kuba.