TivoliI50Aar

»Skal vi to ikke tale et fornuftigt Ord sammen, helst

inde paa mit Kontor? Jeg har et lille godt Glas Vin

derinde, og . . .«

»Meget gerne, men jeg lader mig inte bestikke, aldrig,

det ligger udenfor min Karakter.«

»Det véd jeg, Hr. Overbetjent, men kom nu blot

med.«

Hvad de to talte om derinde, vides ikke, men en

halv Time efter forlod Overbetjenten Kontoret, lidt rød

i Kammen, og begav sig op til Politidirektøren, hos hvem

han øjeblikkelig blev stillet til Audients.

»Naa fik De nu forpurret det, Overbetjent?« spurgte

Bræstrup.

»Nej,« svarede P., »og det kan heller ikke forpurres,

for de har Loven med dem.«

»Hvad har de ?«

»Ja, Hr. Etatsraaden vil selv give mig Ret. Naar

nu Musiken spiller om Søndagen, saa tager Fatter sin

lille Pige og drejer rundt med hende, og Broderen sin

Søster, og Svenden sin Kæreste, og saa, saa danser de

lidt paa Grønsværet, Herregud, naar Tivoli inte har noget

imod at faa en Plaine ødelagt, saa kan vi da slet ikke

blande os i det, det gaar over vores Kompetence.«

»Ja. De er god nok, men hvad skal vi gøre ved alle

disse Hylehoveder af Værter?«

»Lad dem hyle, de tier nok stille igen. Det aller-

nemmeste vilde jo være . . . .«

»Hvilket?«

»At give Tivoli Tilladelse, saa var vi fri for Klager

i P'remtiden.«

Etatsraaden stod et Øjeblik og tænkte efter. »De