TivoliI50Aar

har Ret P. .,« sagde han saa, »saa er vi fri for det Vrøvl

i Fremtiden. T iv o li har T illa d e ls e til Dans.«

Og P. kom triumferende til Carstensen med Skrivelsen,

men denne sagde smilende til sin Ven, Lieutnant S .: »Det

gamle Ord slaar stadig til, »Den der smør godt, kør’

godt«.«

I fire Aar ledede han Etablissementet paa en glim

rende Ma'ade, han engagerede dygtige Artister, og forstod

at holde paa dem, han fik den berømte Fyrværker Gaetano

Amici knyttet til Anstalten, og kneb det lidt, som i 1845

da Besøget en Tid var sakket af, forstod han, gennem

Bladene, at bringe Publikum og Aktionærer i godt Humør

igen, og faa Strømmen til at vende sig ind gennem Tivolis

Porte. Men stadig maatte han kæmpe med Spidsborger

lighed og Smaalighed hos Comitéen, for hvem det var

det første at tjene Penge, medens Anstaltens Ry var

mere underordnet, og disse gode Folk kunde heller ikke

tilgive C. hans Flothed, og flot var han, ja endog ødsel.

Han brugte aldrig et Par Handsker mere end én Gang,

og han gik altid med lyse Glacé, drak aldrig mere end

ét Glas af en Flaske Champagne, og røg kun en Fjerdedel

af hver Havaneser, som han betalte med 3 mk. Stykket.

At han holdt Vogn, Kusk og Tjener er en Selvfølge. De

to »Bediente« hed »Store Hans« og. »Lille Hans«, og som

alle hans Underordnede vilde de gerne være gaaet i Ilden

for ham, om det havde været nødvendigt.

Et af de sidste Gilder han gjorde derinde var for

alle Funktionærer, da disse paa hans Fødselsdag forærede

ham et Portræt af ham selv og hans Hunde. Da invi

terede han hele Personalet ned i Concertsalen til Aften