TivoliI50Aar

»Aldrig i Verden. Jeg har sagt, at jeg vil hævne

mig paa Dig, og det er netop det, jeg nu gør.«

»Ja vent Du, vi tales ved.«

»Jeg gør, hvad jeg vil.«

»Godt! Saa gør jeg ogsaa, hvad jeg vil.«

Og resolut bøjede han sig ned, løftede hende, trods

al hendes Modstand, op under sin venstre Arm , lod

hendes Balancerstang falde i Søen og løb saa hen ad

Linen, som en Kat, entrede ned ad Stigen med hende,

satte hende paa Jorden, førend hun endnu rigtig var

kommen paa det rene med, hvordan det gik til, og gik

derpaa atter op paa Linen og fuldendte Præstationen.

Men Publikum, som troede, at det lille Intermezzo .var

et lille, nyt indlagt Sensationsnummer, klappede som be

satte.

Plan medvirkede ogsaa undertiden i Pantomimen,

men det var ham umuligt at lære at tage imod en Øre

figen med Plaanden. Saa bad han dem blot at aflevere

dem rigtig paa sin Kind, og haard var han, thi selv naar

han fik Slag saa drøje, at det bragte Vandet i Øjnene

paa ham, sagde han blot: »Bravo! mere endnu, den var

hakke mig god den.« Og det maa siges til hans

Roes, at han aldrig bar Nag selv til den, dertorterede

ham allerhaardest. Han var paa Tivoli i flere Saisoner,

men Forholdet til Konen gjorde, at han blev mere og

mere tilbøjelig til at trøste sig med Flasken.

En Aften, da han optraadte paa det aabne Teater

som Danser paa slap Line, og var i en lidt anløben Til

stand, blev han pludselig fuldstændig kaad. Han havde

faaet Øje paa en ældre Kone, der stod nede ved Orkestret