54 / 134
En af deres bedste Venner var Vandkunstneren Ni*
teder, og deres største Fornøjelse var at gaa ned paa
Ryssensten, bade og kaste hverandres Tøj i Vandet,
hvorfra Svømmeartisten da bragte det helskindet i Land.
En Dag havde de faaet en yngre, dansk Artist med,
men da han havde en Anelse om, at han den Dag skulde
være Offeret, og han tilfældigvis havde anskaffet sig en
ny Dragt, gemte han denne i Badehuset og skubbede en
fremmed Herres Klæder hen paa Bænken, saa at det saa’
ud som om det var hans. Et Øjeblik efter var Kemble
oppe paa Flaaden, og Tøjet svømmede ude i Vandet,
hvor Niteder baxede med det. Herren havde imidlertid
set Manøvren, han svømmede i en Fart i Land, fik fat
paa Bademesteren, og da G. K. og N. kom op, blev de
attrapperede, fik for at undgaa videre Tiltale en dygtig
Mulkt, og blev for Fremtiden forvist fra Badeanstalten.
Saa gik de ind paa en Restauration nede ved Langebro,
hvor de konsumerede en hel Del Kognak.
»Du, Frank, vi køre hjem,« sagde Kemble omsider.
»Nej, ikke hjem, paa Tivoli,« svarede den anden.
»Well! Men har Du Ekvipage?«
»Nej, — men der komme en — «
Og ud fo’r de af Døren og sprang op paa en tom
Arbejdsvogn, der netop havde befordret en Ladning Kul,
og var paa Vej efter én til.
»Du Kusk! Vi køre med,« sagde Kemble, tørrede
sine Fingre paa Vognsiderne og klappede ham i Ansigtet.
»Værs’artig, min gamle Ven,« svarede Kusken og
tørrede sine Fingre af paa hans Kinder.
»Du Ferdinand, vi gode Venner,« sagde Gilfort og
foretog samme Manøvre.