TivoliI50Aar

Men den næste Dag havde de altfor travlt med at

afsøge Münchens Bierhaller, til at de skulde huske Bu

ketterne, først da de temmelig anløbne mødte om Aftenen

i Lokalet, kom de til at mindes dem.

»Du, Frank, hvad skal vi gøre? vi har glemt Blom

sterne,« sagde Kemble.

»Det har vi minsandten ogsaa,« svarede denne. »Top!

jeg véd Raad for det. Ser Du de Vaser der ved Siden

af Prosceniet?«

»Ja, hvad de?«

»Der er Blomster i dem, naar nu det gamle Liv

kommer frem paa Scenen, tager vi hver sin, og kaster

den op til hende.«

»Wel l !«

Og som sagt saa gjort, da Sangerinden kom frem,

hilsende Publikum med sit mest bedaarende Smil, fløj

Vaser, Blomster, Vand og Sand om Ørene paa hende.

Hun blev forfærdet, udstødte et hvinende Skrig om Hjælp

og faldt i Afmagt, og kort efter klappede en venlig

Haand dem paa Skuldrene. Det var Direktøren, der

underrettede dem om , at han renoncerede paa deres

værdifulde Optræden.

Han skal senere have fortrudt det, thi det viste sig,

at de, da de kort efter kom frem i et andet Lokale,

gjorde stormende Lykke, thi det var i Virkeligheden

dygtige Artister, der kun gjorde sig umulige ved deres

næsten utrolige Kaadhed.

B ü r g e ss var som bekendt i sin Tid en af Europas

mest feterede Clowner, men da han første Gang kom

hertil og optraadte paa Tivoli, var han næsten aldeles

ukendt. For at gøre Reklame og bringe sit Navn i