60 / 134
57
jeg har gjort nogen af Jer noget ondt, det var ikke saa
ilde ment, bær over med mig, for nu dør jeg.«.
»Javel Jean!« sagde Kollegerne meget alvorlige, »det
er tilgivet, dø Du blot i Ro.«
Men Volkersen, der var den sidste, som drog forbi i
Processionen, trykkede varmt hans Haand og sagde med
et lunt Smil: »Farvel Jean Jensen og lev vel!«
Det var for meget for Jensen; han fo’r op og over
øste Spasmageren med en Mængde Grovheder, men sank
saa blidt tilbage paa Lejet og sov kort efter de Retfær
diges Søvn.
Da han efter nogle Timers Forløb slog Øjnene op,
havde han ikke Anelse om det opførte Skuespil, hvori
han selv havde spillet Hovedrollen.
En anden Artist Russeren Wi t z en ti fortalte en Dag,
at nu vilde han drukne sig, fordi hans Kontrakt var
bleven ham opsagt af Direktionen. Først kastede han
sin Hue og dernæst sin Trompet i Stadsgraven, men da
han skulde til at kaste sig selv ud i de vilde Bølger,
syntes han dog at »Vandet var for vaadt«, saaledes sagde
han, og foretrak at gaa ind under Paraplyen for at styrke
sig med en Kognak. Her traf han tilfældigvis paa en
Del Underofficerer fra et russisk Krigsskib, der havde
Landlov.
Han kom i Snak med dem, men en af dem fixerede
ham skarpt, og sagde til ham: »Jeg kender Dig godt,
Du er deserteret fra den russiske Flaade for fire Aar
siden. Du var Matros.«
»Vist ikke nej!« svarede Artisten, »jeg har ikke
været hjemme, siden jeg var 15 Aar, og kan følgelig
ikke være deserteret.«