217 / 594
Gaarden Nr. 14 Ved Stranden
og
dens Bygmester
207
paa Amalienborg kommer i Betragtning, bruger den
græske Form.
Undersøger vi nu Søjlerne paa Huset Ved Stranden,
finder vi mærkelige Afvigelser fra de antike Former. At
Baserne er altfor smaa og forkrøblede i Formen, kan vel
forklares af, at man ikke ønskede, at Pillerne, som staar
under dem, skulde tage for megen Plads. Men Kapitæ
lerne giver os det afgørende Kriterium. Medens de antike
Kapitæler som bekendt har Voluter paa For- og Bagsi
den og »Polstre« paa de to andre Sider, er Quist’s Kapi
tæler ens paa alle fire Sider; det er det saakaldte Diago
nalkapitæl, en Form, som forekommer ganske sjældent i
romersk Architektur, men kommer i Brug i Renæssancen
og bliver overordentlig yndet i Baroktiden; den forekom
mer i alle architektoniske Lærebøger fra den Tid. For
nu at forklare os, at Quist, uagtet ban var Harsdorffs Elev,
har valgt denne Form, maa man erindre, at Akademiets
Professorer ikke personlig ledede den daglige Undervis
ning. Dertil havde man de saakaldte Informatorer. Fra
Akademiets Oprettelse i 1754 til 1760 havde den bekendte
Bygmester G. D. Anthon været Informator i Architektu
ren, Geometrien og Perspektiven, og i 1759 udgav han en
»Anvisning til Civil Bygnings-Kunsten«, et anseligt Værk
i Folio med en Mængde Tegninger af »de 5 Søjleordener«
med alle tilhørende architektoniske Detailler. Paa den
Tid, da Quist gik paa Akademiet, var Hans Næss, en Elev
af Jardin, Informator; men at Anthons Bog i lange Tider
er benyttet ved Undervisningen paa Akademiet, er sik
kert nok; den udkom i nye Oplag lige til 1818. Det er
ikke Nyklassicismens Lærdomme, vi finder hos Anthon;
hans Grundlag er de franske og tyske Theoretikere fra
Begyndelsen af del 18de Aarhundrede, som igen har de
res meste Lærdom fra Renæssancetidens store Navne,
særlig Vignola. Og naar vi særlig betragter hans Tegnin
ger af den ioniske Søjle, ser vi, at han netop viser den