69 / 594
En forglemt Grav
59
Niels Henrich Gude, frem til Graven og holdt Sørgetalen,
der senere blev tryk t og knyttet til Bårens Biografi. Det
hedder deri: »Hvi have vel og saamange af Fædrelandets
Ædle i disse Øjeblikke betraadt denne ellers saa ube
mærkede Gravmark, hvor ingen kostbare Mindestøtter
knejser, ingen Kunstnerhaand indgravede det gyldne Bog
stav i det hvide Marmor? uden fordi de jordiske Levnin
ger af en af Fædrelandets Ædleste bares hid — og hans
taknemmelige Medborgere paaskønnede hans Menneske-
og Borgerværd, følte hellig Trang til at ledsage ham til
sit Hvilested, hvor det endog fandtes«. Videre skildrede
han Johan Hendrich Bårens’s sjeldne Værd som Menne
ske, Statsborger og Fædrelandsven og sluttede sin lange
Tale med: »Saa glæde da du Alfader! ham i din Himmel-
boe; at, som lians Liv var Daad, hans Løn maa vorde
Salighed!«
Efter Talen blev endnu en Sang afsungen af Børnene.
I »Dagen«, Nr. 162 af 9. Juli, takkede Enken med føl
gende Ord:
»Den Agtelse, som af en saa talrig Forsam ling er værdiget
m in salig Mand, Etatsraad Bårens Jordefærd, har saare meget
rørt mit blødende Hjerte. Ord kunne ikke tolke mine inderlige
Følelser, modtager derfor mit rørte Hjertes Tak. — A. K. Bå
rens.«
Men derefter drages der ligesom et Glemselens Slør
hen over baade Bårens og hans Grav. End ikke hans
beskedne Ønske om en simpel Gravsten med en kort Ind
skrift blev foreløbig opfyldt. Vel blev Graven et Par
Gange gjort i Stand paa Heiberg's Foranledning, men da
Kirkegaarden hverken havde Port eller andet Lukke, blev
Graven idelig nedtraadt, og Ukrudtet fra det øvrige Vild
nis voksede ogsaa ind over denne Grav.
Først et Aar efter drager Heiberg Spørgsmaalet
frem i »Penia« Nr. 9 og meddeler, at han »til taknemlig
Erindring om hans tabte Ven og Velgører, paa egen Be-