304 / 398
H aarde Tider
297
Smaa Dukker; hvis du vil, saa kan jeg sende Kirstine med
dine Penge, hvis du vil have dem. Idag har jeg faaet af
Fader en Revolver saadan en som Ellen har, men den er
to Gange større, og saa er den af Bronche og Far har sagt
at naar jeg er færdig med min Sygdom maa jeg faa en pre-
sang af Fader. Hils Bedstemoder igen. nu skal du bare
høre, Kirstine har fortalt mig, at hun i Virkeligheden ikke
heder Kirstine, men at hun heder henriette fordi hun ellers
vilde blive kaldt jette ovre i Aarhus og det vilde hendes
fader ikke have og saa var det de kaldte hende Kirstine
Henriette Christensen.
Din amd hengivne SøsteI,
Hvores Læge er saa rar mod en, og Hans synger lige
fra Morgenstunden. Helst et lille Svar.“
Disse Linjer er de sidste, hun har skrevet.
Noget Serum var dengang endnu ikke opfundet.
Efter et Par Dages Forløb blev Tilstanden ængstelig,
og om Natten maatte jeg hente Læge. Han gav Antifebrin
og haabede Virkning deraf. Men om Morgenen den 18.
havde Ondet bredt sig nedad mod Struben. Jeg hentede
endnu en anden Læge, en Autoritet. Han erklærede Til
fældet for yderst alvorligt. Jeg mente at forstaa: der er
langt mere Udsigt til Død end til Liv. En Fortvivlelse der
over greb mig. Jeg skrev Afbud af Forelæsninger, jeg holdt
paa Universitetet; jeg telegraferede til Paris, at Sygdom
umuliggjorde Afsendelsen af lovede Artikler. Saa lidet, som
dette, at en Hinde, Lægen fjernede, ikke i Løbet af Dagen
kom igen, fremkaldte en Haabsstemning. Ligeledes at Barnet
trods den stadige forfærdelige Hoste følte sig en Smule bedre.
En Sygeplejerske blev antaget.
Næste Morgen, den 19. November, afsagde Lægen Døds
dommen. Ondet var gaaet ned i Lungen.
Slaget ramte overvældende; først naturligvis Barnets